|
|
|
|
Menu:
|
Den værste tid:Har flere gange oplevet at gi folk et mindre chok, dette være sig ved at fortælle baggrunden om min ældste søn's handicap. Og da jeg ikke har problemer med at tale om det, så har jeg valgt at indsætte siden her.... Den 15 januar 2000 oplevede vi (jeg og min eks) en hver forældres mareridt. Vores knægt (dengang 2 år) havde fået åbnet altandøren, kravlet op på kanten, og faldt ned. Dette fra 2. sal, og med beton som faldunderlag. Med førstehjælps mæssig baggrund løb min eks ned til ham, og jeg fik selvfølgelig ringet 112 med det samme, og så den lille på armen (1½ mdr gammel) I løbet af 6 min var både lægeambulance og alm ambulance ankommet, og efter ca ½ time, var han dopet ned, og stabil nok til at køre afsted. Efter en tur i scanneren kom første melding. Meldingen var følgende:
Han røg omgående på operationsbordet, og en hjertespecialist blev tilkaldt fra Skejby, da de ikke turde flytte ham igen. Han fik tømt hjertesækken, ordnet lungen, og en trykmåler i hjernen. Og kom så på neurologisk intensiv afdeling hvor han var døgnovervåget. Om han nogensinde ville overleve var der ingen læger der turde sige noget om. Så det var en stor omgang uvished det hele. Der lå han så... den lille dreng, i den enorme seng med et væld af slanger i sig, bl.a. følgende
Og selvfølgelig tilkoblet et væld af maskiner. Efter 7 dage på denne måde kom han ud af respiratoren og sovemedicinen for første gang. Lægerne ville se om han var i stand til at selv trække vejret, jeg sad i rygeværelset da jeg fik følgende meddelelse: "hvis du vil se din søn vågen, er det NU før han bliver bedøvet igen" Synet jeg mødte på stuen var nok det værste.... der lå han, næsten uden slanger, kun droppene tilbage. Og det eneste man så var hans kamp for at trække vejret... han gispede, stønnede og efter ca 1 min blev jeg ført ud af en sygeplejerske, og lægerne væltede ind til ham. Vi var tilbage igen, med slangerne og knægten der bare var bedøvet. Efter 10 dage gjorde de så forsøget igen, og denne gang lykkedes det, hævelserne i halsen var nu fortaget så meget at han selv kunne trække vejret, og han var ude af respiratoren for good. Derefter fulgte en hård tid... de første dage især. Drengen der vågnede op var ikke den dreng der faldt ned. Han kunne intet... ikke spise, ikke snakke, ikke drikke sutteflaske... slet ingen ting. Groft sagt en "baby" i en 2 årigs krop. Blikket der ellers altid var så glad var tomt, og der var ingen reaktion at få fra ham. Men derfra gik det stærkt, han begyndte at reagere på folk han kendte, han kunne grine, og kampen med genoptræning gik igang. Efter 2½ mdr på hospitalet blev han udskrevet, og startede i vuggestue, selvfølgelig med ekstra hjælp på. Han gik til fysioterapi, ergoterapi, svømmetræning, talepædagog, psykolog, et væld af kontroller på hospitalet osv osv Han overlevede.... mod alle odds.... har siden hen fået at vide af de implicerede læger at han aldrig burde have overlevet med de skader, og at ingen troede på det da han kom ind. Men jo... vi har ham idag, og han har selvfølgelig fået mén af turen, men han får et liv hvor han kommer til at kunne klare sig selv. De mén han har fået er bl.a.
Hvor langt han kommer vil eller kan ingen sige noget om, men han haler ind, og udvikler sig i den rigtige retning. Han er en glad og livlig dreng der løber rundt og leger med sine kammerater i børnehaven. Der vil nu komme 4 billeder fra den tid. Jeg vil lige sige at det altså er barske billeder at se, så overvej en ekstra gang om i har lyst.
Dagen efter:
Lige vågnet:
Ingen "liv":
14 dage efter:
Nu går han i skole, som en hver anden, dog i specialklasse. Kan man andet end tro på mirakler?
|
